Af Frida Bay Lorentsen
M. Night Shyamalan har meget at bevise. Den tidligere konge af gys og plottwists har længe stået for fald, og efter den vidt kritiserede og latterliggjorte Old (2021), lod det til, at der ingen vej var tilbage. Og så alligevel.
Knock at the Cabin er måske hans afladsbrev. I den møder vi syvårige Wen (Kristen Cui) og hendes fædre Andrew (Ben Aldridge) og Eric (Jonathan Groff), som er på ferie i en lejet hytte langt ude i naturen. Som filmens titel antyder, går der ikke lang tid, før en gruppe fremmede venter udenfor deres dør.
Gruppen består af Redmond (Rupert Grint), Sabrina (Nikki Amuka-Bird), Adriane (Abby Quinn) og lederen Leonard (Dave Bautista), som forklarer, at de alle har haft et syn, og er kommet til hytten for at forhindre dommedag. Eric, Andrew og Wen præsenteres for et valg: Slå én fra familien ihjel, eller lad resten af menneskeheden gå til grunde.
Knock at the Cabin’s absolut stærkeste kvalitet er familiens tilfangetagere. I modsætning til andre film i home invasion-subgenren er de ikke sadistiske og udspekulerede genier, men helt almindelige mennesker, som føler sig nødsaget til at forhindre jordens undergang, koste hvad det vil.
Det er en interessant præmis, og skuespillerne bærer ubesværet opgaven som de modvillige skurke. Bautista er som skabt til rollen som den empatiske Leonard, der i sin ømme fremtoning og intense tro på sine fremtidssyn skaber en sympatisk og skræmmende karakter. Allerede fra første scene, hvor han roligt hjælper en skeptisk Wen med at fange en græshoppe, før resten af gruppen ankommer, er hans indre uro tydelig.
Fra start er Knock at the Cabin en angstprovokerende affære. For hver gang familien nægter at slå en af deres egne ihjel, skal én af de fire tilfangetagere ofres. Hvis mord begået foran en syvårig ikke var forstyrrende nok, medfører dette offer ifølge gruppen også en plage, som vil ramme jorden.
Den konstante trussel mod familiens (og resten af menneskehedens?) liv, skaber en overrumplende intens stemning, der kombineret med de høflige voldsmænd resulterer i en virkelig stressende oplevelse.
Til tider er det uklart, hvem man egentligt bør holde med. For hvad hvis synerne er rigtige nok? Hvad hvis de ikke er? Eksempelvis når den unge og nervøse Adriane begynder at udvise tvivl, efter Andrew anklager gruppen for blot at være homofobisk motiverede voldsmænd, der lider af delte vrangforestillinger. Man kunne ønske, at denne tvivl blev udforsket mere, som mysteriet udfolder sig.
Desværre lader Shyamalan ikke til at stole særligt meget på sit publikums evne til at læse mellem linjerne. Som dommedagsuret tikker, afbrydes handlingen af langtrukne flashbacks fra Eric og Andrews forhold, som allerede er blevet forklaret i dialogen: Besøg af forældre, adoptionen af Wen og en skæbnesvanger aften på en bar. Ikke blot er det en anelse forvirrende, men også decideret fordummende, og bremser en ellers medrivende og interessant fortælling.
Knock at the Cabin kommer godt fra start, og selvom hver pointe bøjes i neonlys, er dens unikke skurkeportræt og intense apokalypse-stemning nok til at gøre sig fortjent til en tur i biografen. Eller hjemmebiografen – med døren låst!
Kommentarer